Alle forældre har nok adskillige gange hørt sætningen ”Det er snyd! Jeg fik kun 5 vingummier, og hun fik 7!”. For ja, børn går ofte meget op i, hvad henholdsvis de og deres søskende får/ikke får!
Som forældre oplever vi i de situationer vores børn som umådelig smålige, og vi har sikkert alle hørt os selv sige i et irriteret tonefald ”er det ikke lige meget?”. Men på trods af, at vi oplever dem som smålige, har de fleste forældre har nok også set sig selv sirligt tælle vingummier, før de lægges i hver af børnenes slikskåle, i et desperat på at undgå konflikter. Men er det nu også en god idé? Ved at tælle vingummierne køber vi nemlig samtidig ind i børnenes logik om, at de bør få nøjagtig det samme som deres søskende. Den læring, de vil tage med sig, er derfor – stik imod vores ønske – at de skal have nøjagtigt det samme som deres søskende (eller andre) for at blive behandlet retfærdigt.
Udover at ville undgå konflikter handler vores ”sirlige vingummi-tællen” ofte også om, at vi ønsker at behandle vores børn retfærdigt, og at vi – ligesom vores børn – sætter lighedstegn mellem at behandle vores børn ens og at behandle dem retfærdigt. Og ja, vi skal selvfølgelig behandle vores børn retfærdigt, men at behandle børn retfærdigt handler ikke altid om at behandle dem ens. Det handler derimod om at se vores børn for, hvem de er, og at møde dem i deres særegne behov. Og de behov kan være vidt forskellige – også søskende imellem.
Fremfor at desperat at forsøge at dele sol og vand lige med henblik på at undgå millimeterdemokratiets rasen og de dertilhørende konflikter, skal vi i stedet værende undersøgende på børnenes følelser og perspektiver. Her kommer tre forslag:
- I vingummi-eksempel, skal vi spørge ind til, hvad der er vigtigt for dem ved, at de får præcis lige mange vingummier? Hvad gør det vigtigt? Hvordan føles det, når man får færre vingummier? Hvad betyder det for dem? Eksempelvis kan man starte med at sige ”for mig betyder det ikke noget, at mor får flere vingummier end mig. Det er jeg ligeglad med. Hvad er det der gør, at du bliver ked af det, når x får flere end dig?”. Det vil fordre til, at børnene reflekterer over deres perspektiver og muligvis – om end det måske ikke bliver i dag – når frem til, at det måske ikke betyder så meget.
- Prøv at læg mærke til, om der kan være andre grunde til dit barns oplevelse af ”ikke at få nok” eller ”ikke at få ligeså meget”, end den konkrete situation. Kunne der være nogle andre behov, som dine børn ikke oplever at blive mødt i? Kunne det være, at storesøster af og til har behov for nogle timer alene med mor eller far, hvor hun ikke skal dele deres opmærksomhed med lillebror? Eller er lillebror ked af, at han sjældent har legeaftaler og er misundelig på storesøster, som har legeaftaler næsten hver dag? Når børn bliver mødt i deres behov, kan de nemlig langt bedre rumme, at andre – deres søskende – bliver mødt i deres behov, og deres fokus på, hvad andre får vil mindskes.
- Husk på, at det er i familiens trygge skød, at adfærd afprøves, og at børn udvikler sig via responsen på deres adfærd. Således er det i familien, at børn kan lære, hvad retfærdighed er for dem, og det gør de ved at afprøve forskellige forholdemåder til retfærdighed – herunder millimeterdemokrati. Det er din måde at forholde dig til deres adfærd, der har betydning for deres (fremtidige) forhold til retfærdighed. Så millimeterdemokrati og konflikter med afsæt heri er ikke i sig selv usunde – om end de kan være ret frustrerende!
God fornøjelse med at navigere i millimeterdemokratiet!