Nyhedsbrev – oktober 2023

Uenighed om opdragelsen – skal forældre være enige?

Et emne der ofte kommer op i mine samtaler med forældrepar er, om de overfor deres børn bør fremstå enige, selvom de ikke er det. Det vil sige, om de bør fremstå enige om, hvad børnene må/ikke må, skal/ikke skal. Desuden om de bør fremstå enige om konsekvenserne af, at børnene ikke gør, hvad de bliver bedt om, eller gør noget, de ikke må. 
 
Her kommer et eksempel. Kasper havde været alene hjemme for første gang. Da forældrene kom hjem, lå der slikpapir i skraldespanden og lågen til slikskabet stod på klem. Kaspars mor blev vred over det. Hun oplevede, at de havde vist sin søn tillid ved at lade ham være alene hjemme, og at han havde brudt deres tillid. Hun kaldte straks på Kasper, konfronterede ham med det, og fortalte ham, at det nu var slut med at være alene hjemme, og at han ikke måtte bruge sin Ipad i en uge. Kaspar blev meget ked af det, han synes straffen var uretfærdig, og han henvendte sig til sin far og han appellerede om at få straffen nedsat. Kaspers far så helt anderledes end Kaspers mor på situationen. Han synes det var lidt sødt og sjovt, at Kasper den første gang, han var alene hjemme, selvfølgelig var feset hen til slikskabet, og at han ikke havde formået at slette sine spor. Han ville gerne have håndteret det ved at joke lidt med, hvad han så ”hmm, det var underligt slikskabet er åbent og der ligger slikpapir i skraldespanden. Det var sørme mystisk…”, og så senere på dagen sige lidt mere, at han selvfølgelig ikke må gå i slikskabet, når han er alene hjemme. I situationen valgte han dog at bakke sin kone op.
 
I eksemplet er forældrene uenige om alvorligheden af deres søns forseelse, og om hvad konsekvensen bør være. Kaspers far foregiver dog at være med sin kone, hvilket han begrunder med, at de har aftalt, at de bør fremstå enige overfor deres børn. Han er derfor bekymret for sin kones reaktion, hvis han ikke bakker hende op. Samtidig har han det ikke godt med at skulle foregive at være enig overfor Kasper.
 
Argumentet som Kaspers forældre fremsatte, og som jeg også har hørt andre forældre fremføre er, at de bør fremstå enige, for ellers vil børnene blive forvirrede. Argumentet giver egentlig god mening – at forskellige mennesker har forskellige holdninger kan være forvirrende. Samtidig er det en uundgåelig realitet, som vores børn vil opleve og skulle forholde sig til igen og igen gennem hele deres liv.
 

Jeg vil ikke anbefale, at man som forældre foregiver at være enige, for når vi foregiver at være enige, så er vi ikke autentiske. Vi er ikke tro overfor os selv, og vi giver køb på, hvad vi oplever er rigtigt. Det vil vores børn kunne mærke, og de vil muligvis også opponere (mere end ellers), da de kan mærke, at der er noget på færde, som der ikke bliver givet udtryk for. Kaspers far nævnte også, at Kasper gang på gang i løbet af hele ugen appellerede til ham ved at give udtryk for, at han synes straffen var uretfærdig, og ved at spørge ham, om han ikke også synes det. Kaspers far nævnte, at han fortsatte med at bakke sin kone op, men havde det rigtig dårligt med det. 
 
Ved at foregive, at vi er enige, lærer vi derfor vores børn, at det er vigtigere at være enige med andre mennesker end at være autentiske, og at de skal foregive enighed. Vi lærer dem, at de ikke skal give udtryk for, hvad de oplever er det rigtige. Det lærer de, hvis de spejler os retvendt. Hvis de spejler os bagvendt lærer vi dem det stik modsatte, at de aldrig skal gå på kompromis for at imødekomme andre.

Som barn kan det endvidere føles intimiderende, når deres forældre altid er enige. Jeg har hørt mange børn sige, at det føles som om, at de altid er to mod én, og at de ikke lytter ordentlig til dem. Når det vigtigste for os forældre er, at vi er enige, kan det nemlig forhindre, at vi får lyttet ordentligt til vores børn og sat os ind i deres perspektiv.
 
Vores børn må derfor godt opleve, at vi som forældre er uenige. Det ruster dem til at håndtere uenighed, hvilket de vil opleve livet igennem, det lærer dem at være autentiske og stå ved deres oplevelser, samtidig åbner det op for, at de i højere grad vil føle sig set og lyttet til.
 
Det vigtigste er derfor ikke, at vi foregiver at være enige, men derimod hvordan vi håndterer uenighed både når vores børn er tilstede, og når de ikke er det. Desuden er det vigtigt, at vores forhold kan rumme, at vi er uenige – også overfor vores børn – og at vi kan nå til enighed eller finde et okay sted at være med vores uenighed uden at vi går for meget på kompromis. Kan vi ikke det, er det vigtigt, at vi søger hjælp.
 
Denne måneds huskeliste eller måske rettere overvejelsesliste, lyder derfor:

• Må min partner og jeg gerne vise, at vi er uenige omkring forhold, der vedrører vores børn, når de er tilstede?
• Er jeg bekymret for min partners reaktion, hvis jeg overfor vores børn giver udtryk for, at jeg er uenig?
• Hvordan har jeg det med måden min partner og jeg håndterer vores uenighed på?

 
Bedste hilsner, 

Cecilie Kondrup
www.familieblik.dk

Kunne du tænke dig at modtage mit nyhedsbrev? Så send en mail til mig på kontakt@familieblik.dk.