De fleste forældre ønsker, at deres børn skal ”stå stærkt”. Med det forstår jeg, at vi ønsker, at vores børn har en stærk indre bevidste om, hvad de ønsker, og hvad der er rigtigt for dem. At de tør stå ved sig selv. At de kan mærke, hvad der er rigtigt for dem, og hvor deres grænse går. At de kan vælge til og fra alt efter, hvad der mærkes rigtig for dem. Det er således forbundet med et stærkt selvværd. Men hvordan støtter man lige sit barn i at ”stå stærkt”? Det gør vi som forældre ved at anerkende, hvad vores børn føler – kort sagt ved at møde vores børn i deres følelser.
At gøre sit barn forkert
Desværre sker det meget ofte, at vi som forældre underkender vores børns følelser. Og når vi underkender vores børns følelser, sender vi samtidig et budskab til dem om, at vi bedre ved, hvad de føler, end de selv gør. Og vi vurderer på, om det er rigtig eller forkert at føle, som de gør. Eksempelvis har vi nok alle hørt os selv sige til vores børn: ”Der er altså slet ikke noget at være bange for” ”Nej, det er ikke koldt. Solen skinner” ”Det er ikke noget at være ked af” Vi mener ikke noget ondt med det, men i de ovenstående sætninger, underkender vi vores barns følelse af at være henholdsvis bange, kold eller ked af det. Vi får sagt til dem, at det er forkert at føle, som de gør. At de er forkerte ved at føle, som de gør. At de bør føle anderledes. Ved at definere, hvordan vores børn bør føler, underminerer vi deres evne til at stole på deres følelser. Vi gør dem usikre på sig selv, og vi danner vejen for, at de lader deres omgivelser definere, hvad der er rigtigt for dem. Og i denne tid, hvor børn konstant bombarderes med mediernes bud på ”det gode liv”, er det særligt vigtigt, at vores børn har en stærk indre bevidsthed om, hvad ”det gode liv” er for dem. For hvis vores børn lader mediernes uopnåelige idealer definere det for dem, vil de selvsagt føle sig evigt utilstrækkelige.
Mød dit barn med nysgerrighed
Men hvordan støtter vi så vores børn i at ”stå stærkt”? Det gør vi ved at spørge ind til og respektere deres følelser og oplevelser. Så når vores barn siger: ”Jeg er bange”, kan vi sige: ”Uh, føler du dig bange?”. Vi kan spørge ind til deres følelse ”Hvordan føles det?” og ”Ved du, hvad der gør, at du føler dig bange?”. Vi kan tilbyde vores støtte ”Er der noget, jeg kan gøre, som kan hjælpe dig til at føle dig tryg?”. Vi kan give udtryk for genkendelse ved at fortælle om engang, vi selv følte os bange, og inspirere ved at fortælle, hvad vi gjorde for at berolige os selv. Vi kan spørgende og forsigtigt byde ind med forslag til, hvad vi tænker eventuelt kan hjælpe dem. Eksempelvis ”tror du måske, at det vil hjælpe dig at kramme din bamse?”. Og respektere det, hvis de afviser vores forslag.
De vigtigste ingredienser
Hovedelementer i at støtte vores børn til at ”stå stærkt” er således:
1. At spejle dem i vores kropssprog og ved spørgende at gentage, hvad de har sagt.
2. At spørge nysgerrigt ind til deres følelser og oplevelser.
3. At vise genkendelse ved at fortælle om en situation, hvor vi har haft det på en lignende måde, og om hvordan vi håndterede det.
4. At tilbyde ét (og højst to) forslag/perspektiv til, hvordan de kan håndtere det, samt respektere, hvis vores barn afviser det.
Når vores børns følelser og behov afviger for vores
Det er særligt, når vores børns ønsker og behov afviger for vores, at vi som forældre kan komme til at gøre vores børn forkerte. Vi vil nemlig så gerne opfylde deres behov og føler os nemt som dårlige forældre, hvis vi ikke vil eller kan opfylde deres behov – og særligt hvis vi vælger at sætte vores egne behov over deres. Derfor kan vi i de situationer have en tendens til at vælge den nemme udvej; at gøre vores børns følelser forkerte fremfor at erkende, at vi ikke vil eller magter at møde dem i deres behov. Hvis vi igen tager eksemplet, hvor vores barn siger: ”jeg er bange!”. Vi er selv monstertrætte, har endnu ikke smurt madpakker og har simpelthen ikke overskud til en længere samtale eller til at ligge hos dem til de falder i søvn. Vi har bare brug for, at vores barn sover nu og uden vores hjælp. Her kan det være nærliggende at sige: ”Der er altså slet ikke noget at være bange for”, og derved underkende vores barns følelse, så vi hurtigt kan komme ud af døren. I de situationer, hvor vi ikke har overskud til at møde vores børn spejlende, nysgerrigt og inspirerende – og det kommer vi alle ud for – er det bedst, at vi er ærlige omkring det. At vi ikke gør deres følelser og behov forkerte, men derimod er ærlige omkring vores egne behov og grænser. Det kan vi gøre ved at sige: ”Puh, skat. Er du bange? Det lyder ikke rart. Jeg er bare så træt nu, at jeg ikke kan hjælpe dig. Godnat, skat”. Vi får her ikke mødt vores børn i deres behov, men vi anerkender deres følelser.
Store som små børn
Ovenstående eksempler har primært været møntet på mindre børn, men den samme tilgang kan benyttes i mødet med større børn (og voksne) i deres dilemmaer, udfordringer og følelser. Og den kan også benyttes til at møde vores børn i glædesfyldte følelser.