Teenagere i familien

Teenagere i familien

Som forælder til en teenager kan man ofte føle sig magtesløs og frustreret. Hvorfor lytter de ikke til, hvad jeg siger? Og hvorfor træffer de sådan nogle hjernedøde beslutninger? Det ligger naturligt i teenagealderen at gøre oprør mod sine forældre. Teenagere har brug for at adskille sig fra sine forældre for at finde ud af, hvem de selv er. Derfor er det også en tid, hvor de afprøver forskellige holdninger og væremåder, og dem kan man, som forældre, ofte være lodret uenig i eller bekymret over.

Til stor frustration for mange forældre, så kan man ikke opdrage på eller bestemme over en teenager. For at citere familieterapeuten Jesper Juul, så ”stopper opdragelsen ved 12-års alderen”. Det betyder dog ikke, at man som forælder ikke længere har indflydelse på sit barn, og at man via sin indflydelse kan understøtte, at ens teenager sætter sunde grænser for sig selv. Vi kan således ikke længere beskytte vores barn, som vi kunne, dengang de gik i en børnehave med højt hegn omkring, men vi kan møde dem på en måde, der gør, at de sætter sunde grænser for sig selv og andre. Vi kan møde dem anerkendende – også selvom vi er lodret uenige med dem.

William 15 år

Et eksempel fra min praksis er William på 15 år, hvis forældre var bekymrede, fordi William havde trukket sig meget fra familielivet og muligvis havde et hashforbrug. Med afsæt i deres bekymring og frustration konfronterede forældrene jævnligt William ved at belære ham om, hvor farligt hash er og bebrejde ham for ikke at deltage i familielivet. Resultatet var højlydte skænderier, og at William trak sig endnu mere fra sine forældre.

Forældre – og særligt teenageforældre – kan have en tendens til at møde vores teenager belærende og med bebrejdelser. Vi mener at vide bedre – og det gør vi måske også – men det føles nedladende og er skadeligt for vores børns selvværd. Teenagealderen er en sårbar tid, hvor vores børn er ved at finde deres fodfæste i livet, hvorfor vores kritik kan ramme ekstra hårdt. Som i Williams tilfælde førte det stik imod forældrenes intention til yderligere afstand, dårlig stemning, højlydte skænderi og muligvis også et øget indtag af rusmidler.

Mød din teenager anderkendende

Men hvordan skal man så håndtere det, hvis man er bekymret for sin teenager? Det skal man ved at møde sin teenager med respekt, anerkendelse og oprigtig nysgerrighed. Ved at:

1. Vise interesse i sin teenagers liv og invitere til samvær – men respektere en afvisning
2. Være oprigtigt nysgerrig på sin teenagers perspektiver og bevæggrunde
3. Give udtryk for sine egne grænser i et klart, tydeligt og personligt sprog
4. Have fokus og give udtryk for det, man glædes over ved sin teenager
5. Respektere deres grænser
6. Give udtryk for sin bekymring én gang (måske to), men ikke mere – for derefter vil det føles som kritik fremfor omsorg.

Willams forældre ændrede tilgang

I Willams tilfælde rådgav jeg forældrene til at sige til William, at de var blevet opmærksomme på, at de havde opført sig nedladende overfor ham og ikke havde respekteret hans grænser. Desuden at undskylde og oplyse om, at de fremover ville respektere hans grænser, samt invitere ham til at sige til, hvis han oplevede, at hans grænser ikke blev respekteret. Ifølge forældrene responderede William ikke meget på denne udmelding.

Efterfølgende ændrede forældrene deres tilgang til William. De informerede ham eksempelvis ved spisetid, men respekterede, hvis han ikke ville deltage i måltidet. De spurgte nysgerrigt ind til hans liv, men igen respektere det, hvis han ikke ville tale om det – hvilket han i starten som regel ikke ville! De gik kun ind på hans værelse, når han tillod det – noget som William tidligere havde bedt forældrene respektere. De satte personlige grænser i personligt sprog ”jeg bliver ked af det, når du kalder mig møgso – det kan jeg ikke lide at blive kaldt”. De satte de fokus på, hvad de glædedes over ved William – og her taler vi ikke om at skamrose ham, men at italesætte fra et autentisk sted, hvad de satte pris på ved ham. Og sidst, men ikke mindst, ophørte de med at belære og bebrejde.

Færre konflikter

Familielivet blev hurtigt mindre konfliktfyldt. William begyndte lidt efter lidt at deltage mere. Forældrene formodede, at han fortsat havde et forbrug af hash, men de følte sig mindre bekymrede over det, da de oplevede at have en bedre føling med William; at han trivedes godt, fulgte nogenlunde med i skolen og havde nogle gode kammerater.

Som en lille slutkommentar, så er teenagealderen en udfordrende periode – både for teenageren selv og for os forældre – men en anerkendende tilgang gør det nemmere både for os forældre og særligt for vores teenagere.

Jeg tilbyder rådgivning i, hvordan I som forældre håndterer jeres bekymringer og konflikter med jeres teenagebørn. Kontakt mig for en uforpligtendede snak på tlf.nr.: 2629 6063. Du kan læse mere om, hvad jeg kan tilbyde her.